Kære medlemmer af DPBO
I ønskes først og fremmest godt nytår fra DPBO’s bestyrelse. Vi vil benytte anledningen til at takke for de mange medlemmer der i årets løb har bistået DPBO og bestyrelsen ifm. udvalgsarbejde og andre repræsentationer her og der. Mange aktører og interesserenter ønske DPBO’s inputs og holdning, og derfor er det skønt at arbejdet kan fordeles også blandt medlemmer, tusind tak.
DPBO’s GENERALFORSAMLING OG ÅRSMØDE 2025: 25. april kl. 16, på Hotel Hesselet
(bemærk: fredag, ikke lørdag!)
Som det er det fleste bekendt, mødes praktiserende psykiatere fast to gange årligt til undervisning og erfaringsudveksling på Hotel Hesselet i Nyborg, og DPBO’s generalforsamling plejer at blive holdt til forårsmødet, om lørdagen. Hesselet-møderne afholdes formelt set af SAPP, Sammenslutningne Af Praktiserende Psykiatere, og vi er stolte af at kunne præsentere, at i år 2025, bliver forårsmødet i SAPP helt formelt også DPBO’s årsmøde, inkl. generalforsamling, fredag d. 25. til lørdag den 26. april. Generalforsamlingen bliver så fredag d. 25. k. 16, og ikke som tidligere om lørdagen, da vi ønsker at styrke DPBO som medlemsdemokratisk organisation, ved at sikre at flest mulige kan deltage i generalforsamlingen, hvor de vigtigste spørgsmål vil blive diskutere – ikke mindst nedenstående.
DPBO og SAPP er i fuld gang med at planlægge programmet, og der arbejdes på at der både bliver højt niveau af praktisk psykofarmakologi, samt øvrige meget klinik-nære emner der er relevante for alle kliniske speciallæger i psykiatri!
REFUSION FOR KURSER ARRANGERET AF MEDICINALINDUSTRIEN
Vi har været i dialog med FAPS-sekretariatet de seneste uger og måneder, inkl. at korrespondere med Fonden der står for refusion: Kurser arrangeret af medicinalindustrien, kan man ikke få refusion for, medmindre de er arrangeret i samarbejde med DPBO. I bestyrelsen fortolker vi den såkaldte positiv-liste således, at det er nok at kurset er “godkendt af” DPBO, men det er altså ikke Fondens opfattelse, og det er ikke bestyrelsens indtryk, at dette står til at blive ændret.
Vi har på seneste møde drøftet hvad der skal til, før man kan sige at DPBO har “samarbejdet om” at arrangere et kursus, og er kommet frem til, at det kan komme på tale, hvis der blot har været udpeget en repræsentant fra DPBO, der har været med til at arrangere kurset. Det følger sådan som repræsentationer foregår i andre sammenhænge, nemlig at udpegning skal foregå prospektivt. Man kan som udgangspunkt ikke sige, at man har repræsenteret DPBO retrospektivt, og efterfølgende bede om lov til at skrive at noget er arrangere i samarbejde med DPBO, hvis dette ikke i praksis er tilfældet. DPBO vil sørge for, at firmaer der ønsker at arrangere refusionsberettigende kurser, er orienteret om ovst., mhp. der kan sikres mulighed for, at DPBO repræsenteres i arrangørgruppen.
Nogle medlemmer har oplevet, at få afvist ansøgninger om refusion fra Fonden, fordi der kun stod at kurset var “godkendt” af DPBO. Det drejer sig om kurser, som DPBO ikke har været med til at arrangere, men som DPBO først efter arrangeringen er helt overstået, er blevet bedt om at godkende. DBPO finder ikke, at man således kan sige at vi har været med til at arrangere, og dette ligger i tråd med hvad FAPS har oplyst denne formulering forstås som. DPBO mener dog, at ifølge positiv-listen burde man kunne få refusion når DPBO har godkendt, og det er meget beklageligt, at nogle medlemmer har fået afvist refusion.
INDSUPPLERING AF NYT BESTYRELSESMEDLEM
Morten Ørnstrup har trukket sig fra bestyrelsen, og har i den forbindelse peget på Janne Tabori Kraft som mulig afløser, og bestyrelsen har godkendt at hun indsuppleres som ordinært medlem af bestyrelsen iht. vedtægternes mulighed herfor. DPBO vil i denne forbindelse takke Morten for sit virke i bestyrelsen, og ønske Janne velkommen.
På vegne af DPBO’s bestyrelse,
Andreas Hoff