Skrevet 15/2-2025 – af DPBOs bestyrelse
DPBO (Danske Psykiatere og Børne- og ungdomspsykiateres Organisation) bakker op om de faglige retningslinjer for udredning og behandling af ADHD, herunder de anbefalinger, der er fastlagt i den kommende, nye ADHD-udredningsvejledning fra DMPG (Danske Multidisciplinære PsykiatriGrupper). Det er afgørende, at speciallæger, der finder indikation for udredning, følger disse retningslinjer. Dog finder vi det nødvendigt at præcisere en række forhold for at sikre korrekt anvendelse og undgå uhensigtsmæssige forventninger hos patienter og samarbejdspartnere.
ADHD er en psykiatrisk diagnose
Medicinsk behandling forudsætter diagnosticering (eller evt. validering eller revurdering) ved psykiater. En ADHD-diagnose stillet af andre faggrupper end læger kan ikke direkte overføres og anvendes som grundlag for behandling i et behandlingsforløb i psykiatrisk speciallægepraksis – særligt ikke for medicinsk behandling med centralstimulerende midler som methylphenidat (kendt under salgsnavne som fx Ritalin) eller amfetamin-præparater (solgt som bl.a. fx Elvanse og Attentin).
Når en psykiater ser en patient, er det afgørende at foretage en helhedsorienteret, global revurdering af, hvorvidt en given diagnose er korrekt og berettiger til behandling. DPBO opfordrer derfor alle relevante aktører til at tydeliggøre, at en diagnose stillet af en ikke-lægefaglig person ikke nødvendigvis kan overføres direkte til et lægefagligt psykiatrisk behandlingsforløb. En ukritisk overførsel kan skabe uhensigtsmæssige forventninger hos patienter om, at de uden videre kan påbegynde medicinsk behandling baseret på en ADHD-diagnose stillet af andre faggrupper.
Speciallægens vurdering er afgørende for udredning
DPBO understreger desuden, at ethvert psykiatrisk behandlingsforløb indledes med et generelt speciallægeskøn af patientens helbredstilstand. Dette inkluderer en vurdering af, om der er lægelig indikation for udredning for ADHD. Kun hvis en speciallæge finder det relevant at udrede, bør der iværksættes en ADHD-udredning i henhold til gældende vejledninger (fx DPMG’s).
I den aktuelle praksis oplever speciallæger i psykiatri, at en betydelig del af de patienter, der henvises til ADHD-udredning, efter en indledende vurdering ikke har symptomer eller problemstillinger, der giver anledning til en mistanke, der berettiger en fuld ADHD-udredning. Da ADHD-udredning er ressourcekrævende, er det afgørende, at den kun gennemføres i de tilfælde, hvor der foreligger en solid klinisk begrundet mistanke. Hvis en betragtelig andel af de henviste patienter gennemgår et omfattende udredningsforløb uden en klar indikation, belastes systemet unødigt, hvilket fører til lange ventelister og reducerer muligheden for at tilbyde kvalificeret behandling til de patienter, der reelt har behov.
DPBO opfordrer derfor til, at der i den videre implementering af ADHD-vejledningen sikres en klar kommunikation om ovenstående forhold, således at ressourcer anvendes optimalt, og patienter får den bedst mulige og rettidige behandling.
For yderligere information, kontakt:
Formand for DPBO,
Andreas Hoff, psykiater, PhD
+4561686131, formand@dpbo.dk