§ 1.
Organisationens navn er: Danske Psykiateres og Børne- og Ungdoms Psykiateres Organisation.
Organisationen indgår i Foreningen af Speciallæger (FAS).
§ 2.
Organisationens formål er at varetage medlemmernes faglige, økonomiske, organisatoriske og
kollegiale interesser.
§ 3.
Organisationen optager som medlemmer enhver læge, der er medlem af Lægeforeningen og i
henhold til lov om udøvelse af lægegerning har opnået tilladelse til at betegne sig som speciallæge i
psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri.
Stk. 2.
Andre læger med tilknytning til disse specialer kan optages undtagelsesvis efter bestyrelsens
beslutning. Er der inden for bestyrelsen ikke enighed om vedkommendes optagelse som medlem,
forelægges sagen for førstkommende generalforsamling. Optagelse finder sted, når mindst 2/3 af
de ved generalforsamlingen tilstedeværende medlemmer stemmer derfor.
Stk. 3.
Indmeldelse og udmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen eller FAS´ sekretariat.
Udmeldelse kan kun ske med 3 måneders varsel til udgangen af et kvartal. Medlemmer, der ikke
har betalt kontingent i et år, betragtes som udmeldt.
Stk. 4.
Medlemmer hæfter ikke for organisationens forpligtelser.
§ 4.
Medlemmerne er forpligtede til at overholde de af organisationen indgåede overenskomster samt
de af organisationen fastsatte takster og andre lovligt trufne beslutninger.
Stk. 2.
Under konflikttilstand mellem organisationen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RTLN)
eller andre institutioner kan intet medlem ved udmeldelse unddrage sig de forpligtelser, som på
grund af konflikten organisationsmæssigt pålægges medlemmerne.
§ 5.
Organisationens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Stk. 2.
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt og indvarsles af bestyrelsen ved bekendtgørelse
på laeger.dk , www.dpsnet.dk og www.dpbo.dk mindst 4 uger forud samt ved e mail meddelelse
til hvert medlem i forbindelse med underretning om dagsorden mindst 2 uger forud for
generalforsamlingens afholdelse. Det er hvert medlems eget ansvar, at medlemmets e-mail adr. er
korrekt meddelt til lægeforeningen. Forslag fra medlemmerne, som ønsker optages på den
ordinære generalforsamlings dagsorden, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før
generalforsamlingen.
Stk. 3.
Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent.
- Formandsberetning.
- Beretning fra nedsatte udvalg.
- Rettidigt indkomne forslag til sagers behandling.
- Aflæggelse af det reviderede regnskab.
- Valg af bestyrelse – se § 7.
- Valg af lægefaglig revisor(er) og suppleant.
- Redegørelse for budget.
- Fastsættelse af kontingent.
- Eventuelt.
Stk. 4.
På generalforsamlingen vælges, under formandens ledelse, en dirigent, som derefter leder
forhandlingerne.
Stk. 5.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når den er lovligt indvarslet.
Stk. 6.
Stemmeafgivelse sker normalt ved håndsoprækning, men skal dog ske skriftligt ved alle valg, hvor
der er flere kandidater end ledige poster og i øvrigt når mindst 2 medlemmer kræver det.
Stemmeafgivelse ved fuldmagt kan ikke finde sted.
Stk. 7.
Generalforsamlingen afgør alt ved simpel majoritet, medmindre nærværende vedtægter kræver
andet (se § 3, stk. 2, § 9 og § 10).
Stk. 8.
På generalforsamlingen kan ikke træffes beslutning om forslag, som ikke forud er optaget på
dagsordenen.
§ 6.
Ekstraordinær generalforsamling kan sammenkaldes af bestyrelsen og skal sammenkaldes, når
mindst 1/5 af organisationens medlemmer ønsker det. Den ekstraordinære generalforsamling
sammenkaldes af bestyrelsen ved e mail indkaldelse direkte til medlemmerne med mindst 2 ugers
varsel og den skal afholdes senest 4 uger efter, at der er fremsat krav herom. I ganske særlige
tilfælde kan de fastsatte tidsfrister fraviges. Indkaldelse skal indeholde en nærmere redegørelse
for den eller de sager, der ønskes behandlet.
Stk. 2.
Dagsordenen for ekstraordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
- Valg. Af dirigent.
- Behandling af den sag, der har foranlediget ekstraordinær generalforsamling indkaldt.
- Eventuelt valg.
- Eventuelt.
Forretningsordenen er som ved ordinær generalforsamling, jf. § 5, stk. 4-8.
Stk. 3.
Et forslag, som er forkastet på en ekstraordinær generalforsamling, kan ikke atter bringes frem
før den førstkommende ordinære generalforsamling.
§ 7.
Bestyrelsen leder organisationens anliggender, repræsenterer den udadtil og varetager dens
interesser. Formanden og kassereren i forening er tegningsberettigede i forhold til foreningens
økonomi.
Stk. 2.
Bestyrelsen består af 9 medlemmer, heraf 6 speciallæger i psykiatri og 3 speciallæger i børne- og
ungdomspsykiatri.
Stk. 3.
Bestyrelsen vælges sædvanligvis på den ordinære generalforsamling de ulige år. Valget gælder for
2 år. Genvalg kan finde sted.
Stk. 4.
Alle bestyrelsesmedlemmer besættes samtidig. Er der flere kandidater end ledige pladser, sker
afstemningen skriftligt ved, at der på den samme seddel kan stemmes på så mange kandidater,
som der er pladser i den pågældende gruppe i bestyrelsen.
Stk. 5.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, 2 næstformænd (en fra hvert speciale), en
kasserer og eventuelt med en sekretær. Hvis bestyrelsen vælger at udpege repræsentanter til
Foreningen af Praktiserende Speciallægers repræsentantskab, som beskrevet i FAS’ vedtægter,
skal dette gøres under hensyntagen til ønsker fra henholdsvis psykiatere og børne- og
ungdomspsykiatere, som ikke er i samme valggruppe. Det skal, så vidt muligt, tilstræbes, at alle
regioner er repræsenteret.
Stk. 6.
Et bestyrelsesmedlem kan sædvanligvis kun nedlægge sit mandat med virkning fra en
generalforsamling. I tilfælde af vakance indenfor bestyrelsen supplerer denne sig for perioden
indtil næste ordinære generalforsamling med et medlem, der så vidt muligt repræsenterer de
samme interesser som det udgåede medlem.
Stk. 7.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører en forhandlingsprotokol. Referat af
generalforsamlinger tilstilles FAPS´ bestyrelse.
Stk. 8.
Sager kan afgøres ved afstemning. Ingen beslutning er gyldig, medmindre mere end halvdelen af
bestyrelsens medlemmer har stemt for den. Ved stemmelighed er formandens stemme
udslagsgivende.
Stk. 9.
Formanden kan til enhver tid indkalde bestyrelsen til møde og skal gøre det, såfremt mindst 2 af
bestyrelsens medlemmer ønsker det.
Stk. 10.
Bestyrelsen kan supplere sig med bisiddere og skal supplere sig med 2 yngre læger under
uddannelse i henholdsvis psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri.
§ 8.
Organisationens regnskabsår går fra d. 1.1.-31.12. Regnskaber revideres af en af
generalforsamlingen for 2 år – med mulighed for genvalg – valgt lægefaglig revisor.
Stk. 2.
Kontingentfrihed indtræder ved pensionering eller ved det fyldte 70. år. Under særlige
omstændigheder (herunder sygdomstilfælde) kan kontingentfrihed efter ansøgning bevilges af
bestyrelsen.
§ 9.
Vedtægtsændringer kan kun vedtages på en generalforsamling, hvor mindst ½ af medlemmerne
er til stede og hvor 2/3 af de tilstedeværende medlemmer er for ændringen. Opnås der på en
generalforsamling vel 2/3 majoritet for et forslag om vedtægtsændring, men er der ikke et
tilstrækkeligt antal af medlemmer til stede, indkalder bestyrelsen inden 3 måneder til ny – oftest
ekstraordinær – generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer.
§ 10.
Beslutning om organisationens ophævelse eller sammenlægning med anden organisation kan kun
træffes på en generalforsamling, hvor mindst ½ af medlemmerne er mødt og hvor mindst 2/3 af
de fremmødte stemmer derfor. Opnås der på en generalforsamling mindst 2/3 majoritet for
ophævelse af organisationen, men er der ikke et tilstrækkeligt antal medlemmer til stede, skal
forslaget sendes til urafstemning blandt alle organisationens medlemmer og så betids, at
urafstemning kan være afsluttet inden 3 måneder efter generalforsamlingen. Til vedtagelse
kræves 2/3 af de afgivne stemmer.
Stk. 2.
Ved ophævelse af organisationen træffer en generalforsamling afgørelse om organisationens
formue.
§ 11.
Nærværende vedtægter træder i kraft fra den dato FAS´ bestyrelse har godkendt dem eller fra det
senere tidspunkt generalforsamlingen måtte have vedtaget.
Revideret og vedtaget ved ekstraordinær generalforsamling den 18.maj 2022